At holde balancen

Den aktuelle samfundsdebat om det dilemma man som forældre står i, når arbejdet skal passes men snotnæster og hoste flytter ind, er et pres for mange familier. Man fanges i krydspres mellem at ville være der for sine børn, men har jo også et arbejde der skal passes. Når termometeret tages i hånden om morgenen, kan man gøre det af omsorg for sit barn, eller som et redskab som en målestok for, om man kan sende barnet afsted i institution. Hvis barnet er sløj men ikke har feber, ved man jo godt som forældre, at det mest rigtige vil være at beholde barnet hjemme, da det er det barnet vil have bedst af. Men virkeligheden er bare en anden. Uanset hvor forstående en arbejdsgiver kan være overfor familiens situation, så skal arbejdet jo udføres. Det er en stressfaktor i familien, og at holde regnskab med hvis tur det er til at tage barnets sygedag er ikke usædvanligt i familielivet. Der har jeg selv været, men det er ikke længere en mulighed i vores familie. Der er kun mig, for selvom familie vil kunne hjælpe, så er der bare også nogle gange hvor det kun er forældrene der kan bruges.   

Jeg har for nyligt opsagt min stilling som lektor, for jeg vil ikke længere gå med konstant ondt i maven over, hvordan det mon bliver taget at jeg endnu engang ringer og melder barnets sygedag. På nuværende tidspunkt er det ikke en stressfaktor, som jeg vil have. Det handler om at kunne holde balancen mellem familien og arbejdet, men også passe på sig selv. I min situation kan jeg ikke miste balancen, for der er ikke en anden til at tage over, hvis jeg falder. Derfor en ny kurs og nye planer. Jeg har længe gået med nogle planer, og måske er tidspunktet nu for at disse skal iværksættes? 

Nye valg, nye muligheder, og udover at kunne være der mere for børnene, så står jeg jo også midt i en valgkamp. En valgkamp som jeg nu har mulighed for at give min fulde opmærksomhed.

Vi har altid et valg, og vores beslutninger og handlinger er afgørende for den måde, vi kan leve vores liv. Jeg vil gerne have indflydelse på den kommune, som mine børn vokser op i. Vi får ikke noget foræret i livet, og er der noget vi ikke er tilfredse med, hvad enten det er i familien, på arbejdspladsen eller i livet generelt, så må vi arbejde os ud af det. Hvor nogle har ønsker for fremtiden, så har jeg planer!  

På onsdag kan du følge med i mit næste opslag om, hvilke planer jeg har, der kan gøre det både lettere men også sjovere at være børnefamilie i Randers Kommune. Kontakt mig gerne hvis du har ideer til, hvordan vi opnår bedre balance i kommunen.